Kategorier
Jels Lokalråd

Jels skal gøres attraktiv

Jels Søbad skal moderniseres, Jels Hotel skal gøres til kulturhus og Jels Motel og Sportscenter udvides til Sundheds- og Genoptræningscenter. Det var blot nogle af forslagene fra Jels Lokalråd ved et møde i går mandag den 25. juni.

Lokalrådet lægger bl.a. op til at de 35 år gamle toilet-, bruse- og omklædningsforhold ved Jels Søbad får en kraftig renovering. Der oprettes et nyt livredderkontor i bygningen og ved søen oprettes 2-3 nye vipper samt en “strandpromenade” hen mod friluftsscenen.

Længere ind mod byen foreslår lokalrådet at Motionscentret ved Jels Motel og Sportscenter opgraderes til at blive et Sundheds- og genoptræningscenter med behandling af led- og muskelsmerter, samt hjælp til overvægtige børn.

“Med den vækst Jels er inde i, skal idéer som squash-, multi- og bowlingbaner, samt
en hal nummer 2 og svømmehal pladsmæssigt allerede nu tænkes ind i en overordnet planlægning”, lyder oplægget fra formanden for Jels Lokalråd Jesper Finnemann.

Det mest opsigtsvækkende initiativ er dog et forslag om at gøre Jels Hotel til Musik- og Kulturhus med café og internetadgang. Stedet kan også anvendes til møde- og øvelokaler, musikskole og give plads til byens foreninger.

Det vigtigste for lokalrådsformand Jesper Finnemann er at forbedre kommunikationen mellem foreningerne og til rådhuset, landdistriktsrådet og de andre lokalråd.

“Vi skal lære at dele viden og løfte hinanden op ved at bruge hinandens attraktioner. Safari Zoo Park er ikke en konkurrent til Vikingespillene i Jels”, siger han.

Du kan se hele Strategi og Visionsplanen her

Kilde: jels.dk