Kategorier
Jels Lokalråd

Julemesse i weekenden

Så nærmer tiden sig igen for den årlige tradition med julemesse i Jels. Det foregår i den kommende weekend og for tredje år i træk afholdes julemessen i hallen i Jels Motel & Sportscenter. Der er tilmeldt omkring 36 messedeltagere, som glæder sig til at tage imod de mange besøgende. Sidste år var der for første gang lavet en lille separat afdeling, der repræsenterede Helse og Velvære. Det var en succes, så det har man valgt at gentage i år. Den del af messen foregår i et af Sportscentrets mange dejlige lokaler tæt ved cafeteriet. Her er der bl.a. mulighed for manicure, Kranio-Sakral terapi, massage og forskelligt andet.

De øvrige udstillere spænder ligeledes meget vidt. Der er mulighed for at kigge på bl.a. biler, bilplejeprodukter, plæneklippere, motorsave, gulvbelægning, brugskunst, tøj, sko og meget mere. Der vil også være mulighed for at smage på forskelligt godt til ganen. I anledning af den nært forestående jul diskes der nemlig op med forskellige smagsprøver på nogle af standene. Ligeledes er der mulighed for en snak med repræsentanter for mange af byens forskellige serviceerhverv.

Som sædvanligt er der også mulighed for at opleve det populære modeshow med tøj og sko til både børn og voksne. Modeshowet løber af staben både lørdag og søndag eftermiddag og i lighed med tidligere år er det lokale mannequiner, som viser tøj og sko fra nogle af udstillerne.

Men modeshowet er ikke den eneste form for underholdning som julemessen kan byde på. Der er også tænkt på masser af musik og klovnerier. Lørdag åbner den nisseklædte Sønderjyske Pigegarde messen med deres musikalske underholdning. Dernæst vil Gospelkoret Living Joy fra Vejen optræde. Deres smittende og livsglade sange kan opleves ca. en halv time efter messens åbning, og der vil helt sikkert være både stille og rytmiske gospelsange. Publikum er også velkommen til at synge med, hvis de har lyst til det. Senere på eftermiddagen er det de to lokale ”drenge” Jesper Hansen og Rasmus Gejlager som vil underholde publikum med sang og musik.

Søndag formiddag er der Mini Playback show med lokale solister fra skolefritidsordningen i Jels. Men der skal også være plads til lidt sjov og ballade – og det sørger Klovnen Tapè for. Han har turneret rundt i landet gennem de sidste 13 år og vækker stor begejstring hos både børn og voksne alle steder, hvor han optræder. Efter modeshowet søndag optræder det lokale band ”The Svogers”. Det er Erling Dammose og Erik Degn-Christensen som på guitar spiller en masse af de gode gamle melodier, som de fleste kan nynne med på. Tidspunkterne for de enkelte underholdningsindslag fremgår af plakaten og annoncen for messen.

Søndag morgen er der mulighed for gratis morgenkaffe med rundstykker på Vikingehusets stand.

Søndag kl. 12 vil Årets Jelsing blive kåret og Årets Forskønnelsespris uddelt. Det er et forholdsvis nyt initiativ, som Jels Lokalråd tog op første gang i 2007. Der er tidligere annonceret med opfordring til at indstille en borger eller institution, som har bidraget med en positiv indsats for Jels og dens borgere. Ligeledes efterlyses en person, institution eller virksomhed, som har forskønnet Jels, enten i form af renovering, ombygning, nybyggeri eller ved kunstnerisk udsmykning. Jels Lokalråd har ud fra de indsendte forslag fundet vinderen af de to priser.

Initiativgruppen bag julemessen oplyser, at der som sædvanlig er gratis entré hele weekenden, så tag endelig familie, venner og naboer med og få en hyggelig oplevelse og masser af julegaveidéer på julemessen i Jels Motel & Sportscenter.

Kilde: jels.dk