Kategorier
Årets prismodtagere

Prisvindere blev fundet

Ved gårsdagens julemesse i Jels, blev det afsløret hvem der fik de to priser »Årets Jelsing« samt »Årets Forskønnelsespris«. Igennem den sidste måned har borgerne kunnet indsende kandidater til de to priser.

Dommerkomiteen har i år modtaget rigtig mange forslag til prismodtagere, som alle har gjort noget ganske særligt for Jels, og medvirket til at gøre Jels kendt for noget positivt, og dermed gjort sig fortjent til denne titel.

“For titlen som prismodtager til »Årets Jelsing« ønsker vi at give vedkommende et skulderklap for en særlig positiv indsats for Jels og dens borgere, og for at gøre Jels kendt ud ad til. Som prismodtager for »Årets Forskønnelsespris« vil vi gerne give pågældende et skulderklap for at have forskønnet Jels, enten i form af renovering, ombygning, nybyggeri eller ved kunstnerisk udsmykning at have bidraget til at højne kvaliteten i byen”, fortalte Børge Baagø Hansen, som havde fået til opgave at afsløre vinderne.

I udvælgelsen af »Årets Jelsing«, hvor prisvinderen skilte sig afgørende ud, har komiteen lagt afgørende vægt på følgende positive egenskaber:

  • Årets prismodtager er Jelsing med et stort “J”.
  • Vedkommende brænder for at være med til at gøre noget godt for Jels.
  • Vedkommende ønsker ved sin indsats at sætte Jels på landkortet.
  • Vedkommende markerer sig med sin positive lokale stædighed at bringe sin ambitiøse ide til virkelighed.
  • Vedkommende har markeret sig som en god kammerat og en loyal og troværdig samarbejdspartner.
  • Vedkommende har ved realisering af sin unikke ide givet Jels den bedste omtale langt ud i landet.
  • Vedkommende har bidraget kraftigt til at styrke det lokale sammenhold i Jels.
  • Vedkommende har brugt mange kræfter og megen frivillig arbejdstid på sin ide.
  • Vedkommende ønskede med sin ide og sit projekt at være med til at skaffe et så stort kontant beløb som muligt til et konkret projekt i Jels.
  • Vedkommende skaffede hjælp til sit projekt ved 9 frivillige kokkekolleger, der alle kommer fra Jels.
  • Vedkommende markedsførte sit ambitiøse projekt som “Kokke Bygger Bro”, og realiserede projektet på Jels Voldsted – en gourmetmiddag af dimensioner, og med andre indtægtsgivende indslag, som aktioner, for 140 betalende gæster, som alle fik en kæmpe kulinarisk og social oplevelse, og som foruden at gøre Jels kendt og respekteret af alle også indbragte et kontant tilskud på 203.700 kr., der alt sammen er øremærket til det ny Jels Søbad.
  • Vedkommende opfylder ved sin indsats på alle måder kravene til kåring som »Årets Jelsing«.

Årets Jelsing 2012 blev 32-årige Henrik Toftmann Dinesen, og han fik overrakt statuetten “Kvinde med hjerte i hånden”, der symboliserer næstekærlighed.

I udvælgelsen af »Årets Forskønnelsespris« er det et ældre hus i Jels, der på en synlig og omhyggelig måde har været igennem en gennemgribende renovering, som har ført huset og stedet tilbage til sin oprindelige stil, og som derved er med til at sætte sit positive aftryk på Jels, der særlig har påkaldt sig interessen.

I udvælgelsen har bedømmelseskomiteen lagt afgørende vægt på følgende positive kvaliteter og egenskaber:

  • Huset er et godt og vel 100-årigt gammelt hus.
  • Huset har gennem de sidste par år gennemgået en gennemgribende renovering samt fået tilføjet en flot tilbygning ned mod søen.
  • Det hele i det oprindelige hus’ ånd.
  • Ud mod vejen er det gamle bølge eternittag udskiftet med det specielle diagonale skiffer-eternit, der i form og størrelse ligger meget tæt på det oprindelige tags udtryk.
  • Ejerne fandt en enkelt gammel tagsten på sit loft og besluttede, at det nye tag skulle ligne det gamle. Med den fundne tagsten og et ældre billede af huset gik de i gang.
  • De har skabt et moderne hjem for deres familie med respekt for husets oprindelige bygnings- og stilmæssige kvaliteter.
  • Projektet er gennemført til mindste detalje, lige fra de smukke udskæringer af bjælkeenderne, lette udhæng og nyt tag i oprindelig stil, samt tilbygningens smukke tilpasning til hovedhuset. En tilbygning, der også klæder huset set fra søstien.
  • Ombygning af deres gamle byhus fra 1906 i Jels, er et flot eksempel på, hvordan man værner om stedet og bygningens særlige karakter, hvilket med dette hus er med til at løfte kvaliteten på hele vejen.
  • Et flot og gennemført projekt, der gavner hele vores lokale bymiljø i Jels.
  • Huset lever på alle måder op til de kvalitative ønsker, og fortjener prisen.

Årets Forskønnelsespris 2012 blev Jonna og Kristian Petersen, Jarlsvej 8, Jels. De fik overrakt statuetten “Kvinde med skjold og byvåben”, der symboliserer byens stolthed.

Statuetterne som vinderne fik overrakt, er udført af keramiker Lene Kersting. Det er sjette år i træk af Jels Lokalråd uddeler priserne.

Kilde: Jels.dk