I onsdags var foreningerne i Jels inviteret til et informationsmøde omkring det nye søbad, som Jels Lokalråd har arbejdet med igennem de sidste mange år. Lokalrådet skal finde de sidste 1,2 millioner kroner, i det 13,8 millioner kroner store budget, via en lokal indsamling.
På mødet var der repræsentanter fra ca. 20 lokale foreninger, og flere af foreningerne var allerede klar med checkhæftet. Således blev der givet tilsagn om støtte for ikke mindre end 447.000 kroner. Flere af foreningernes tilsagn skal dog endelig vedtages ved de enkelte foreningers generalforsamlinger.
En del af foreningerne havde endnu ikke taget endelig beslutning, og kunne derfor ikke give noget tilsagn endnu.
“Vi er utrolig glade for den store opbakning som vores lokale foreninger har vist os. Nu forsætter vi så med de lokale virksomheder, samt private bidrag”, udtaler Jesper Finnemann fra Jels Lokalråd.
Møde for alle borgere
Netop de private bidrag, sættes der skub i torsdag den 20. september kl. 19.30, når Jels Lokalråd inviterer alle interesserede til borgermøde i Valhal ved Jels Friluftsteater. På mødet vil projektet blive gennemgået og drøftet, og indsamlingen vil officielt bliver sat i gang.
Den private indsamling kommer til at foregå via lokalrådets såkaldte ambassadører, som vil gå fra dør til dør i weekenderne 22. – 23. september og 29. – 30. september, med en informationsfolder, hvori indsamlingens kontonummer vil fremgå. Der vil naturligvis også kunne betales kontant til ambassadørerne.
På forside af jels.dk kan man følge indsamlingen løbende, og finde yderligere information omkring hvordan man kan støtte søbadsprojektet.
Jesper Finnemann forklarer de lokale foreninger hvordan hele projektet kommer til at se ud.