Kategorier
Årets prismodtagere Generalforsamling Jels Lokalråd Nytårstaffel

Årets prismodtagere er fundet

Foreningshuset i Jels summede af liv og aktivitet fredag eftermiddag, hvor omkring 50 personer var mødt frem i forbindelse med lokalrådets afholdelse af Nytårstaffel, med først generalforsamling, dernæst gennemgang af årets aktiviteter ved formanden Niels Bendix Rasmussen, sluttelig udnævnelse af Årets Jelsing og Årets Forskønnelsespris 2023, ved Lars K. Jensen. 

Årets Jelsing blev Allan Hansen, Thorhallen for sit mangeårige virke og betydning for Jels og borgerne i byen, gennem forskellige opgaver der altid har handlet om at gøre en forskel for andre, både når livet byder på fester, i de sværere stunder og på helt almindelige hverdage. Allan har det som en fisk i vandet, når han svinger gryder og pander – alt lige fra parmiddage til bespisning af mange hundrede idrætsfolk og officials – og alt fra runde fødselsdage til mindesamvær. 

Allan er nærmest synonym med Thorhallen og modtog statuette “kvinde med hjerte i hånden” der symboliserer næstekærlighed.

Årets Forskønnelsespris blev uddelt til Royal Oak for deres store indsats for at udvikle golfresortet med nye topmoderne faciliteter som spa feriehuse og senest padelbaner og autocamper camping. En bemærkelsesværdig forvandling, der samler al det nye med det eksisterende, så det samlede bygværk fremstår stærkt og klart med naturlige materialer, rolige former og varme farver.

Her kan du gå en tur i de flotte omgivelser, nyde freden og roen, udfordre vennerne eller familien i et spil eller spise godt med en storslået udsigt over stedet og landskabet. Et resort som er kendt langt ud over Jels og omegn, og til stadighed kan trække folk til Jels.

Resortchef Thomas Marxen modtog på vegne af Royal Oak udnævnelsen og statuette “kvinde med skjold”, der symboliserer byens stolthed.

Statuetterne er udført af keramiker Lene Kersting og sponseret af Jels Lokalråd.